DK Jazz Special, Peter Rahbek (feb.2019)

Som hvidløget i denne italienske pølseret får du et særegent ti-mands mini-bigband under ledelse af Beppe Scardino. Den musik han skriver for BS10 er i sandhed nye og kontroversielle toner for selv de mest progressive jazz-interesserede blandt italienerne: Til tider kaotisk dissonans, rytmisk særdeles krævende og ofte stærkt provokerende i hele sin form er denne neojazz, hvor guitaristen spiller med Bill Frisellsk klagende klange og hvor lyden af Scardinos egen barytonsax-solo funderes på tætte og dybt klingende akkorder spillet af basklarinetter, altsax, trompet og tuba sammen med Fender Rhodes og poly-synth. Somme tider funderer man over, hvordan det overhovedet lykkes den modige Scardino at få så meget dissonans til – trods alt – at klinge sammen. Manden har et særligt talent for tætte arrangementer, og i sin tilgang til musikkens mulige kaos har han visse ligheder med Pierre Dørge. Scardino er bare langt mere dyster end afro-inspireret, naiv og glad. Han sætter næsten en ære i at provokere med dissonans. På CDens sidste skæring klemmer han en lang række nye skæve toner ind i sit træge arrangement af Coltranes Giant Steps. Det er modigt og misundelsesværdigt at der kommer så meget brugbart ud af noget, der ligger så langt fra almindelig dur og mol harmonik, 2-5-1-kadencer og almindelig jazz-æstetik.
Så jo, det går både op og ned for den italienske jazz. Den lyder mindre og mindre af Italien, gode vine, kalveskinke, pasta, oliven og ost. Og mere end nogensinde af en verden i oprør og opgør. Spændende at høre hvad der vil ske, når nogen rydder op.